(Røða hildin undir byrjanarorðaskiftinum á fólkatingi 19. januar).
På de sene timer en ólavsøkuaften for nogen år siden måtte jeg trække mig lidt tilbage fra folkefesten for at lade vandet i en mørk gyde ude på Reyn i det gamle Tórshavn.
Jeg troede ikke nogen så mig – men hørte så en sige ”Sjúrður er det dig?”
Jeg var ikke færdig med mit ærinde, så jeg vendte mig halvt om – og der stod Danmarks statsminister, hr. Løkke Ramussen med smukt brodede blomster på hver side at de glitrende sølvknapper på sin færøske vest.
Vi fulgtes siden ind i et hus, hvor der var sang og fest og glade mennesker – blandt dem ikke så få, der politisk lå meget langt fra os to – og fra hinanden. Men det havde absolut ingen betydning.
Konservativ eller liberal, kontormand eller fisker, fra bygd eller by, venstreorienteret færøsk løsrivelsesmand eller liberal dansk statsminister – de to dage, hvor der er ólavsøka, tæller det, der forener, langt mere end det, der adskiller.
Nogle få meter længere ude på Reyn står det kendte hus Portugalen.
Og hvis Tórshavn på ólavsøka betyder forening, så er Portugalens uhyggelige kælder synonym med splittelse. Helt bogstaveligt.
For der var den spidste sten. Og på den blev de sat, der i gamle dage forbrød sig mod Gud eller Kongen.
Et ben på hver side. Men tunge sten bundet til fødderne.
Den forhenværende statsminister kender historierne om det torturredskab, der skulle splitte et sammenhængende legeme ad. Men han har også, på samme sted, på ólavsøka efter ólavsøka, oplevet foreningens kraft.
Og der kan ikke være tvivl om, at det var kontrasterne mellem oplevelserne på ólavsøka og fortællingerne om den spidste sten, der førte til de idéer, der blev lagt frem i bogen Befrielsens Øjeblik. Altså dem om den brede regering, der nu er virkelighed.
For hvorfor skulle partier, der på mange måder udgør det samme politiske legeme, sætte sig selv op på den spidse sten og blive splittet ad?
Hvorfor skulle der hænges tunge sten på hver sin fod av denne krop – herinde gennem konfliktmaksimerende debatter, og i offentligheden ved at stenene Berlingske og Jyllands Posten blev hængt i højre fod og stenene Politiken og Information i venstre fod?
Var denne dynamik gavnlig for landet? Eller burde man gå ud af Portugalens mørke kælder, hente inspiration fra ólavsøka i stedet, og i hvert fald mens tiderne er urolige gøre op med en ideologisk zig-zag styring av landet?
Ja, det burde man, har tre partier nu sagt. De vil ikke kun kigge i deres ideologiske lærebøger, men også se på virkeligheden.
Jeg synes det er en god ting. Både personligt og baseret på mit politiske ståsted.
En af mine socialdemokratiske forgængere her i huset, den karismatiske og langskæggede præst med den høje røst, Johan Nielsen, fortalte engang en historie om det at være ideologisk og teoretisk fastlåst:
I 1961 sendte russerne den første mand op i rummet – Gagarin. Da han kom ned igen blev han tilkaldt af landets leder, Khrushchev, der ville have svar på et meget stort spørgsmål.
“Vores stolte Sovjetunion”, sagde Khrushchev, “bygger på den kommunistiske ideologi. Og i følge den findes Gud ikke oppe i rummet. Men nu har du været der, Gagarin, så sig mig: Har vi ret? Så du Gud? Findes han?”
“Ja”, svarer Gagarin. “Han er der”.
En chokeret Khrushchev kunne se konsekvenserne for sin ideologi og sit imperium og svarede: “Gagarin, det her fortæller du ikke for nogen.”
Senere var Gagarin gæst hos paven i Rom, og der fik han samme spørgsmål – er Gud deroppe.
Gragarin kunne huske sit løfte til Khrushchev, og svarede: “Nej, der er bare tomhed. Ingen Gud”.
Og paven, der kunne se konsekvenserne for sin magt og sit imperium, sagde: “Gagarin, der her fortæller du ikke for nogen.”
Khrushchev og Paven så udelukkende verden gennem deres stærke, ideologiske briller.
Johan Nielsens historie kan minde os om, at en at de vigtigste egenskaber med de socialdemokratiske briller er, at de aldrig må være så stærke, at virkeligheden ikke kan ses gennem dem.
Brillernes store styrke er netop deres begrænsede styrke.
--
Vil den nye konstellation tage energien og drømmene og konstrasterne og dynamikken ud af dansk politik? Vil blodløse pragmatikere og følelsesløse håndværkere nu tage over? Vil yderfløjene styrkes? Vil den centrifugalkraft vi har set så mange andre steder, nu sætte ind? Er det den spidse sten, der nu for alvor kommer i brug?
Det er der virkelig fare for. Og den må de tre ansvarshavende være bevidste om.
--
Færøerne og Danmark har nogle gange gennem historien siddet på den spidse sten.
Den dialog og inddragelse, regeringen lægger op til – først og fremmest når det gælder forsvarspolitik, men også fx hele retsområdet – er helt nødvendig for at undgå, at det sker igen. Så tak for det.
Og tak for, at man også vil assistere i bestræbelserne på at få Færøerne og EU ned af den spidse sten, der skiller os. Det er vigtigt både økonomisk og ikke mindst strategisk at vi får en bedre handelsaftale.
--
Jeg håber også man vil indføre noget, der vil gavne retssikkerheden i hele riget.
Den 10. januar blev to færøske mænd frikendt ved Østre Landsret. De havde haft ledende poster i en bank der kuldsejlede, og været under anklage i 10 år. Sommeren 2020 blev en anden person frikendt i Højesteret.
Gennem sine myndigheder var staten efter disse mennesker i ti år. De mistede sine muligheder for at agere i erhvervslivet, de blev hængt ud i pressen, de betalte en meget høj pris socialt og personligt.
Statens proces imod dem var reelt en dom. Men i følge selvsamme stat var de altså uskyldige.
Vi har et andet eksempel blandt os 179, der udgør dette ting.
For syv år siden blev DF’s formand, billedligt sagt, sat på den spidse sten hvor han sad til for mindre end en måned siden.
Og når den spidse sten er din talerstol i syv år, så underminerer det alt, hvad du siger. En af demokratiets røster, en repræsentant for mange borgere – og faktisk et helt parti – blev sat på den spidse sten af EU-systemet og staten før staten syv år senere kom frem til, at der ikke var hjemmel til det.
Det var lige ved, at staten, med urigtige beskyldninger, reelt fjernede et politisk parti fra Folketinget. Det er tankevækkende.
De her meget lange processer underminerer et af retsstatens mest grundlæggende principper.
Der må komme en regel der siger, at når staten beskylder en borger for at have brudt loven, så må den komme til en konklusion inden for rimelig tid. Tre år fx. Fire. Fem. Der må bare ved lov sættes en rimelig grænse.
Det vil gavne alle – bortset fra dem, der skulle være retsstatens vogtere. Nemlig den advokatstand, der grotesk nok tjener styrtende på at uskyldige borgere mange gange reelt kommer til at sidde på den spidse sten i en stor del af deres liv.
Folketinget bør stille sig på retsstatens og borgernes side
.png){kind=logo}
