Í sambandi við valið 27. oktober í tí, sum ofta verður rópt „eina fólkaræðið í Miðeystri“, hevði KVF fingið tað áhugaverda hugskotið at práta við sjálvan ísraelska sendimannin, Petur Petersen, í sendingini Breddin – úr Tel Aviv, ella hvussu var tað nú, tað var? Endamálið var at fáa eina „sakliga“ greining av politisku støðuni í tí sionistisku eindini. Harumframt hevði Breddin eisini Heina í Skorini, professara, í studio fríggjadagin.
Medier og demokrati
Man må som medieforbruger, der ønsker at orientere sig om verdens begivenheder, kunne læse mellem linjerne – især når det handler om politik, partiskhed og magtfordeling. Hvad der bliver sagt – og endnu vigtigere, hvad der ikke bliver sagt – er meget sigende. Hvordan emnet bliver framet – som oftest uden at lytteren er klar over det – er afgørende. Altså hvordan konteksten bliver repræsenteret eller misrepræsenteret, eller ligefrem gengivet helt forkert, samt hvordan medierne spiller på rodfæstede, ubevidste og ofte fejlagtige antagelser for at cementere de herskende magter og magtdynamikker.
Det burde give os en pejling på det politiske og demokratiske kompromis, som vi uden betænkeligheder indgår med de dominerende og destruktive imperialistiske og kapitalistiske magtstrukturer. Statsmedierne undlader ikke alene at udfordre disse strukturer, men er tværtimod i høj grad med til at understøtte dem og udgør således en integreret del af dem. Jeg tror efterhånden, at flere borgere trods alt fornemmer, at der er noget helt forkert og skævt ved dette system, og at medierne hverken spiller med åbne kort eller arbejder med vores – borgernes – interesser for øje.
Medier, politikere og eliter har i den forbindelse en central rolle i at skabe og videreformidle en narrativ, som ofte fordrejer og slører virkeligheden, ja, endda trafikerer med fake news (som jeg senere vil komme nærmere ind på), for – som det hedder – at manufacture consent, altså at »fremstille samtykke«, og dermed 'forklare' og 'retfærdiggøre' verdens begivenheder samt tilpasse dem den herskende politiske og ideologiske dagsorden.
Man må derfor undre sig, når det kommer til den zionistiske entitet og dens seneste valg, over, hvor behændigt talerne på KvF sniger sig uden om at udtale ellers helt centrale ord som »besættelse«, »apartheid« og »folkemord«. Samtidig må man – eller burde man – slå alarm, når vores statsfinansierede public service-medier i tide og utide serverer direkte forkerte oplysninger for os, aka. fake news.
Eftersom vores højtlønnede, 'seriøse' journalister på KvF nægter at gøre deres arbejde, må vi samvittighedsfulde borgere træde til og sige fra i opinionsafdelingen.
Israelsk 'demokrati'
I skrivende stund er de partier, der er valgt ind i Knesset, endnu ikke nået til enighed om at danne regering. Det store fokus og samtaleemne i forbindelse med dette valg er således, om Netanyahu har vundet eller tabt afstemningen. Som med det ordsprogsagtige 'halvfulde eller halvtomme glas' kan dette blive en endeløs og uudtømmelig diskussion.
Det var dog også det store omdrejningspunkt i valgkampen. Men denne overdrevne optagethed af Netanyahu får os, som sædvanligt, til at misse pointen og det helt store billede. Og udsigterne er mildest talt dårlige, når det gælder om at finde en stabil og holdbar politisk ordning ovre i Tel Aviv.
Men man kunne starte med at spørge sig selv, hvilken betydning en valgkamp i et så lille og fjernt land overhovedet har for os heroppe i det kolde og våde Nordatlanten, og hvorfor vi skal bruge så megen energi på den.
Jo, det hedder sig, at denne stat er vores elskede allierede og søsterdemokrati i Mellemøsten, »Mellemøstens eneste demokrati« – hvilket denne valgkamp ifølge den officielle narrative fremstilling også skulle være et uanfægteligt bevis på. Dette er staten, som vi er villige til at ofre vores opfattede og selvindbildte 'moralske overlegenhed' for ude i verden.
Et 'historisk' valg
Den antagelse, at Israel skulle være et demokrati, hænger i høj grad sammen med den herskende »pro-vestlige« fetichisme, som er med til at herliggøre, undskylde og hvidvaske den zionistiske entitets værste udskejelser – og, som det bliver stadig tydeligere, tilsidesætte nogle af demokratiets mest grundlæggende principper, som vi ellers render rundt og pådutter andre.
Det bliver gentaget, at dette er »det første valg siden angrebet d. 7/10/23« – den eneste begivenhed og den eneste dato af betydning i nyere historie for den zionistiske entitets selvforståelse. Den bliver tilmed igen og igen betegnet som »historisk«. Vi får sjovt nok aldrig helt konkret at vide, hvad der er »historisk« ved den. Er det på grund af den ejendommelige kendsgerning, at den afholdes midt i begåelsen af et folkemord? Er det, fordi den mangeårige enehersker og kriminelle Netanyahu endelig får sin magt udfordret? Eller er det, fordi dette kunstige og uholdbare etnosupremacistiske samfund med sit 'demokrati' er ved at blive nedbrudt indefra?
Det skyldes næppe, at valget i sig selv har udsigt til at medføre nogen dramatiske ændringer i det israelske samfund eller i dets yderst destruktive forhold til omverdenen. Så vidt jeg kan se, er der, hvad dette valg angår, kun én ting, der reelt står på spil: Netanyahu eller ikke Netanyahu.
Hvis man ellers kigger på de to blokkens agendaer, er de i høj grad ens. Mulighederne står mellem folkemord light vs. folkemord heavy (og jeg er ikke engang sikker på, hvilken blok der er hvilken!). Det ekstreme højre vs. det ultraekstreme højre. Apartheid vs. apartheid. Krig vs. krig. Det hele går under den luftige og diffuse betegnelse 'tryghed'. Jeg tænker, at midtvejsvalget i USA, som det nu har udartet sig, kommer til at få langt større konsekvenser for Israels politik end deres eget valg. Og dette er jeg vis på, at Netanyahu er 100 % enig i.
6 mio. uden stemmeret i mellemøstens eneste 'demokrati'
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået kastet i hovedet, at Israel ikke kan være et racistisk apartheidsystem, fordi de israelske palæstinensere – dvs. de palæstinensere, der bor inden for Israel – har statsborgerskab og dermed stemmeret ved valg, og altså »fuldt ud ligestilling«.
Virkeligheden er, at der i the Land of Milk and Honey lever forskellige etniciteter, hvilket kunne få én til at tro – og hvilket de også selv forsøger at bilde os ind – at der hersker stor tolerance og er masser af plads til diversitet og pluralisme. Intet kunne dog være fjernere fra virkeligheden. Der er afgørende forskelle på disse gruppers status, magt og privilegier i forhold til hinanden – også internt blandt jøderne. Øverst i hierarkiet står således ashkenaziske jøder – de hvide kolonister af europæisk oprindelse – og helt nederst står de oprindelige palæstinensere, dvs. de overlevende og efterkommere af de palæstinensere, der blev tilbage i det område, som blev til staten Israel, efter at størstedelen var blevet fordrevet under Nakbaen i 1948. Medregner man de besatte og annekterede områder, står palæstinenserne i Gaza nederst i hierarkiet.
Der er ejendommeligt nok aldrig noget statsmedie, der medregner den omtrentlige halvdel af befolkningen – omkring 6 millioner palæstinensere – som bor i de ulovligt besatte (ja, de facto annekterede) områder: Gaza, Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne – muligvis snart også det sydlige Libanon. Disse mennesker lever under israelske statsmyndigheder og under de grusomste og mest håbløse vilkår, eftersom den zionistiske entitet har frataget dem deres rettigheder. Disse palæstinensere bliver i medierne, uden videre og uden nærmere eftertanke, visket ud af billedet. De har ikke stemmeret, de har ikke mulighed for at organisere sig, og de har ikke noget at skulle have sagt over for det styre, der konstant overvåger deres mindste bevægelser, har total kontrol over deres liv, undertrykker dem og dræber dem hver eneste dag, og som har eksistentiel betydning for hele deres samfund.
Her kan man ikke engang lade som om, der er tale om et demokrati.
Demokrati og fake news
Vi er efterhånden vant til, at den amerikanske præsident Donald Trump åbenlyst blander sig i andre landes valg og interne anliggender, både ved at udråbe sine foretrukne kandidater og partier samt ved at true og intimidere modstandere og endda hele befolkninger med sanktioner og det, der er værre. Det er ikke just i overensstemmelse med 'demokratiets' spilleregler – endsige befordrende for det venskabelige forhold mellem nationer.
På samme måde har Trump ikke været bleg for at »anbefale« israelerne – på selve Netanyahus anfordring – at stemme på sin kammerat. Det var da et skønt demokrati!
Derudover har eneherskeren og den internationalt eftersøgte krigsforbryder Netanyahu og hans partikumpaner været dybt optaget af på ulovlig vis at påvirke valget til deres fordel – ikke mindst gennem medierne, både op til og efter afstemningen. Deres foretrukne kneb er noget, vi desværre også udmærket godt kender herhjemme: at indgyde frygt og had mod muslimer og arabere. Også trusler mod denne befolkningsgruppe og intimidationstaktikker, ikke mindst mod kritiske palæstinensiske journalister[i], har været flittigt anvendt.
Blandt andet kan man læse i Haaretz, at Likud-koalitionen skaber frygt og kaos omkring påstået udenlandsk valgindblanding for at delegitimere den arabiske stemme. Efter at lederen af valgkomitéen havde opfordret til en undersøgelse af udenlandsk indblanding i valget, advarede Likud om »islamiseringen af Israel«. I den forbindelse har den yderligtgående højrefløjsminister Itamar Ben-Gvir opfordret Shin Bet til at arrestere de arabiske partiledere.[ii]
Ejendommeligt nok skal man ofte henvende sig til de israelske medier, hvis man vil vide, hvad vores medier ikke vover at skrive.
»Tilhængere af Det Muslimske Broderskab stormer valgstederne og stjæler valget«, agiterede premierminister Benjamin Netanyahu – brandulovligt – på alle sine sociale mediekonti omkring kl. 14.50 på valgdagen. Kl. 18.30 uploadede han en skræmmevideo med titlen »De fejrer allerede i højborgene for Den Fælles Liste og Den Forenede Arabiske Liste« og tilføjede: »De ræser mod at vælte højrefløjen!« [iii]
'Araberne kommer!' og den politiske kabale
Hvis der er noget 'historisk' ved dette valg, er det altså den store deltagelse blandt 'araberne', som de almindeligvis bliver kaldt – altså palæstinenserne. Denne ellers marginaliserede gruppe består af de overlevende oprindelige mennesker og deres efterkommere fra Nakbaen i 1948, som blev tilbage i det, der nu hedder 'Israel'. Disse har trods alt statsborgerskab og dermed stemmeret – endnu. De udgør en minoritet på 20 % af befolkningen og har historisk set haft en lav valgdeltagelse, hvilket kan forklares med lave forventninger til forbedringer samt en forståelig modvilje mod at legitimere et voldsomt undertrykkende system.
Kigger man på den politiske kabale og det store omdrejningspunkt – nemlig Netanyahu eller ikke Netanyahu – så har oppositionen, nøgternt set, unægtelig vundet afstemningen med en komfortabel margin: 67 mod 53.
Nuvel, af disse 67 mandater tilhører 19 den såkaldte Joint List. Joint List er en sammenslutning af tre partier, dannet af såkaldte 'arabere' (to af dem, Balad og Ta'al, er eksplicit palæstinensiske nationalistiske partier), mens det tredje, Hadash, er en sammenslutning af venstreorienterede jøder og arabere.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan disse små partier automatisk bliver ekskluderet fra begge 'blokke' – og dermed holdt ude af samtalen, medmindre de modvilligt bliver inddraget af en af blokkene. Sendimaður Petersen bortforklarer det med, at »neyvan torir nakran av teimum (blokkerne) at involvera arabiske flokkar enn«.
Og hvorfor tør de ikke det? – det ville jeg gerne have hørt KvF-journalisten spørge om.
Indtil valget havde de 10 sæder i Knesset. Nu har de 19! Problemet for oppositionen – og for hele den zionistiske entitet – er, at det israelske samfund i sin essens er dybt racistisk og stærkt diskriminerende. Som eksempel viser en undersøgelse fra 2018, at et flertal af israelske jøder opfatter sig selv som 'overlegne' i forhold til arabere. [iv]
Det er næppe blevet bedre med tiden, og en undersøgelse fra sidste år viser, at tre fjerdedele af israelske jøder nærer 'mistillid' til deres arabiske medborgere. Blandt andet giver 74 % af deltagerne udtryk for, at de føler sig 'foruroligede', hvis de hører en samtale på arabisk i det offentlige rum. [v]
Disse partier i Joint List har ikke desto mindre rakt hånden ud til oppositionen for i fællesskab at vælte den afsindigt korrupte og afstumpede Netanyahu. Lederen af Joint List, Yousef Jabareen, opfordrede således til et »ægte jødisk-arabisk partnerskab« for at fjerne Netanyahu fra magten.
»Alle, der ønsker at tilbyde et reelt og substantielt alternativ til Netanyahus blodbesudlede regering, må gå i dialog med os og bane vejen for de forandringer, som den israelske befolkning efterspørger,« sagde Jabareen til israelske medier.
De er altså kun relevante i det omfang, de har mulighed for at påvirke kampen mellem de to store zionistiske, pro-apartheid-, pro-besættelses- og pro-folkemordspartier. Deres eneste mål i denne valgkamp var at låne mandater til at vælte Netanyahu. De kræver ikke engang at komme ind i regeringen.
Altså: »Vi er demokratiske!« hedder det fra oppositionsblokken; »vi vil fjerne den korrupte og magtbegærlige Netanyahu fra magten!« Men at samarbejde med arabere og kommunister? »Naaaaarh...!«
Interessant nok er der ingen i nogen af blokkene (eller i statsmedierne i den vestlige verden, for den sags skyld), der sætter spørgsmålstegn ved inklusionen af det ultraekstremt højreorienterede parti Yisrael Beiteinu, hvis leder, Avigdor Lieberman, er kendt for sine pro-folkemorderiske udtalelser, bl.a. at have sagt, at »der findes ingen uskyldige palæstinensere«, og som vil give staten ret til at fratage palæstinensiske israelere deres statsborgerskab.
Kvf og statspropaganda
Kvf forklarer ofte – nærmest som noget, de ligefrem bryster sig af – at de ikke har korrespondenter rundt omkring i verden, der kan forklare, hvad der foregår i de pågældende lande. Det er fair nok, at en lille organisation som Kvf ikke har kapacitet til den slags. Men det kan ikke bruges som undskyldning for at fylde os med propaganda eller helt undlade at stille kritiske spørgsmål. Og hvis man ikke har korrespondenter ude i den vide verden, har man vel trods alt en internetforbindelse?
Når man nu mangler korrespondenter, kan jeg ærligt talt ikke se pointen i at vælge en diplomat som kilde. En diplomats fornemste opgave er trods alt ikke at være kritisk, men angiveligt at repræsentere sit land og varetage dets interesser over for værtslandet – samtidig med at fungere som en bro mellem landene, uanset hvor i verden vedkommende måtte være udstationeret.
Når Kvf giver sendimaður Petur Petersen fri mikrofon til at sprede pro-israelsk propaganda uden at stille nævneværdige kritiske spørgsmål, og når man hører ham loyalt gentage de sædvanlige pro-israelske talking points, samtidig med at han ignorerer en række grundlæggende og yderst relevante fakta om den zionistiske entitet, så kan jeg ikke lade være med at spørge:
Hvem er denne mand egentlig? Hvem har udnævnt ham til ambassadør? Og hvem har forsynet ham med disse åbenlyse pro-israelske talking points?
"Rakt djupt í tjóðarsálini hjá Ísrael"
Der kan næppe herske tvivl om, at sendimaðurens udtalelser er kraftigt ideologisk farvet – og tydeligt i Israels favør! Det er bemærkelsesværdigt, hvordan han følelsesladet udtrykker sig: "Tað sum upptøkur ísraelar, er traumain sum kom inn 7. oktobur" og "landið hevur verið í eina forferdiliga støðu ... rakt djupt í tjóðarsálini hjá Ísrael".
Kan nogen forestille sig, at eksempelvis Hákun J. Djurhuus, sendimaður í Rusland – et land, der ofte er blevet beskyldt for at forsøge at påvirke valg i Europa og USA – blev interviewet om Ruslands interne politiske forhold? Hvad nu, hvis han optrådte på Kvf og med dyb medfølelse og tårer i øjnene erklærede: "Det er SÅ synd for Rusland! Stakkels russere befinder sig i en forfærdelig situation!" – midt under Ruslands invasion af Ukraine? Hvad hvis han begyndte at tale om russernes sårede "tjóðarsál"? Utænkeligt. Det ville være fuldstændig skandaløst – og samtidig meget afslørende.
På et tidspunkt vover intervieweren at tilføre en smule kontrovers til det, der ellers mest af alt lyder som en terapeutisk samtale. Hun nævner, at der er "ein viss trýst á Ísrael ... hvat siga ísraelar til 74000 deyd í Gaza?", spørger hun forsigtigt.
Det er værd at bemærke, at hun anvender formuleringen "eru deyð", som om de pågældende mennesker af uforklarlige årsager var faldet døde om, eller var blevet ofre for en naturkatastrofe – og ikke var blevet målrettet og bevidst dræbt af israelske styrker.
"Ehhh ... øll eru ólukkulig yvir tað sum hevur hent, og tey sum eru deyð og so víðari."
Wow. Det svar var mildest talt ikke godt håndteret. Det er sjældent, man hører et så uldent og vattet svar på et så centralt og vigtigt spørgsmål. Der var han sgu lige ved at miste balancen!
Så fortsætter han med at undskylde Israel: "Man veit ikki, hvussu nógvur av teimum (deyðu) eru hermenn."
Virkelig? I herrens år 2026 kommer han stadig med dette overbrugte pro-israelske talkingpoint, som folkemordsfornægtere griber til, når de ikke har andet at argumentere med end at aflede opmærksomheden og så tvivl om dødstallet – som Israel i øvrigt selv anerkendte i januar i år, efter i årevis at have afvist det som "Hamas-tal".
Kvf-intervieweren accepterer selvfølgelig denne pointe uden yderligere bemærkninger. Hun kunne eksempelvis have anført, at omkring to tredjedele af de dræbte er kvinder og børn, og at de derfor næppe kan kategoriseres som Hamas-krigere.
Men neeej. Det ville jo kræve, at man stillede kritiske og relevante opfølgende spørgsmål.
Vi har åbenbart hverken råd til korrespondenter – eller til journalistik, der tør stille de svære spørgsmål.
"Ísraelar ynskja bara frið inni hjá sær sjálvum"
Sendimaður Petersens hovedbudskab er, at israelere "bara vilja hava frið", hvilket han gentager flere gange, efterfulgt af "og trygd og kunna liva nøkulunda" – og hold nu fast – "Ísraelar ynskja bara frið inni hjá sær sjálvum og við sínar grannar".
Hvad skal man egentlig sige til den slags? Herregud, hvem af os verdensborgere ønsker ikke bare fred til at begå etnisk udrensning, folkemord og uendelige krigsforbrydelser mod vores nabolande? Det er sgu ærgerligt, at den slags skal være årsag til så megen besvær og ulejlighed for "herre-folket", og at det samtidig skal give os andre et forklaringsproblem!
Det er simpelthen så uforskammet og løgnagtigt – oven i alt det, vi allerede ved – at antyde, at israelere bare ønsker fred. I løbet af de seneste tre år har Israel, ud over folkemordet og bosættelserne i de besatte områder, været i krig med eller uden gyldig grund angrebet seks forskellige lande: Libanon, Iran, Irak, Syrien, Qatar og Yemen.
Hvor splittede israelere end måtte fremstå, har dette på intet tidspunkt været et reelt stridspunkt op til valget i den zionistiske entitet. Langt de fleste jødiske israelere er enige i denne politik og har netop kvitteret for den ved sidste måneds afstemning.
Endvidere, når sendimaður Petersen retorisk spørger, hvem der havde ansvaret for angrebet den 7. oktober 2023, for de mange døde og for forsømmelsen af de israelere, som Hamas bortførte, ignorerer han – bevidst eller ubevidst? – at en række undersøgelser og offentliggjorte oplysninger peger på et alvorligt ansvar hos én mand: Netanyahu – og den israelske militære ledelse (IOF).[vi]
Er der nogen journalist, korrespondent eller ej, der kunne tænke sig at stille spørgsmål om dette? Åbenbart ikke.
"Tey kunnu gera ein 7. oktobur aftur"
Oveni alt det andet påstår sendimaður Petersen, at Hamas for nylig har truet med, at "tey kunnu gera ein 7. oktobur aftur".
Dette er et stykke fake news, som først så dagens lys og florerede i dagene op til valget – meget belejligt for Netanyahu! – i de sædvanlige israelske pro-folkemordspropagandamedier som Ynet og The Times of Israel. En påstand, som Kvf her uden betænkeligheder videreformidler.
Ikke alene er tanken om, at Hamas skulle være i stand til at gennemføre endnu en 7. oktober fuldstændig idiotisk og absurd, men Hamas har selv været ude og dementere påstanden.[vii]
Desuden har Hamas, siden den såkaldte "våbenhvile" blev indgået i oktober sidste år, været den eneste af parterne, som pligtskyldigt har overholdt den, mens Israel hver eneste dag har brudt den med daglige angreb. Mindst 1.500 uskyldige palæstinensere er blevet dræbt i Gaza i løbet af det seneste år – ganske enkelt, fordi Israel kan gøre det.
Herefter følger endnu et vagt forsøg på at stille blide, tilsyneladende "kritiske" spørgsmål til den ellers uafbrudte strøm af propaganda, da intervieweren nævner, at Israels premierminister er eftersøgt af ICC. Naturligvis kommer vi aldrig nærmere ind på, hvad disse anklger egentlig indebærer.
Dette bliver bagatelliseret og fejet væk med argumentet om, at Israel ikke har ratificeret ICC – som om det på nogen måde skulle fritage landet for ansvar for sine forbrydelser! – og at "onkur heldur tað verða smáttaríðir – onnur halda tað verða forferdiliga groft".
Nå okay. Så det at være folkemorder og krigsforbryder er altså et 50/50 spørgsmål om perspektiv? Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Hvem ved??
Hej, Petur! Ved du, hvem der også er eftersøgt – selvom vedkommendes land ikke har ratificeret Romstatutten? You guessed it: Vladimir Putin!
Så får han vel også et fripas fra dig (og Hákun J. Djurhuus?)!
I øvrigt har Palæstina ratificeret Romstatutten – ligesom Ukraine. Danmark har naturligvis også ratificeret den, ligesom de fleste vesteuropæiske lande. Derfor gælder ICC's jurisdiktion også i disse lande, inden for de relevante juridiske rammer.
Kvf: "Iran&sameindu fara at royna at órógva valið við álopum á Ísrael"
Og så bliver vi igen – gud hjælpe mig – udsat for endnu en grov omgang fake news fra Kvf. Intervieweren spørger ind til Netanyahus påstand om, at "Iran vil forsøge at forstyrre valget ved at angribe Israel". Dette er endda et selvstændigt indslag på Kvf.
Det er ufatteligt, hvor uforskammet vores public service-medier blot videreformidler løgne fra verdens diktatorer og forbrydere, så længe vi bare er "venner" med dem. Der er naturligvis tale om en absurd og løgnagtig påstand. For guds skyld, tænk lige efter: Hvad i al verden skulle Iran strategisk få ud af at foretage sådan en vanvittig handling? Intet!
Men det er åbenbart tilstrækkeligt for de medskyldige medier blot at anføre, at "Netanyahu har sagt det". Så kan man fuldstændig ansvarsfrit skræmme befolkningen og bilde folk hvad som helst ind. Der er ingen forsøg på kritisk tænkning eller nogen reel ambition om at formidle sandheden.
I virkeligheden er det Netanyahu, der gennem de seneste 30 år igen og igen hårdnakket og desperat har forsøgt at fremprovokere en krig mellem Iran og USA – noget vores medier dog aldrig vil indrømme – og som fortsat gør det den dag i dag, [viii] mens Iran har holdt igen og forsøgt at undgå en krig.
Det er udelukkende Netanyahu, der har interesse i at trække Iran ind i endnu en konfrontation. Selv den israelske militære ledelse (IOF) har angiveligt modsat sig, at Netanyahu skulle bruge militære operationer mod Iran til at påvirke valget[ix]. Og det er naturligvis også kun Netanyahu, der har interesse i at indgyde befolkningen frygt for en trussel, som måske aldrig materialiserer sig. Det burde være selvindlysende for enhver.
Det er det åbenbart ikke for vores public service-medier, som jo heller ikke har nogen korrespondenter ude i den store verden.
I dagene op til valget gennemførte Netanyahu desuden en række yderst provokerende militære handlinger ved at krænke iransk luftrum og dermed forsøge at fremprovokere en reaktion fra Iran – dog uden held. Iranerne synes tilsyneladende at vide bedre.[x]
"Hamas álop í Íslandi á valdegnum"
Dette minder i øvrigt alt for meget om den episode i marts måned, op til valget herhjemme til Løgtingið og Folketinget i Danmark.
Dagen før selve valget kom Kvf med et forbløffende stykke fake news om, at det islandske politi skulle have anholdt nogle Hamas-medlemmer, som angiveligt var i færd med at begå voldshandlinger og mordforsøg i Island. Dette gik ikke ubemærket hen herhjemme, hvis nogen skulle mene, at det var en ubetydelig sag.
Flere politikere og talking heads fra den hadefulde del af det politiske spektrum – I ved godt, hvem I er – var lynhurtige til at udnytte nyheden i medierne og puste til frygten og hadet mod Hamas (som jo slet ikke eksisterer i denne del af verden!), muslimer og indvandrere generelt.
Dagen efter gik det islandske politi ud og dementerede nyheden. Der var ikke tale om Hamas-medlemmer. Det var fake news! Men skaden var allerede sket, og valget var blevet afholdt.
Det er umuligt at sige, hvor meget denne historie har påvirket valgresultatet. Men resultatet foreligger, og det taler for sig selv. Samtidig er diskursen mod muslimer og indvandrere kun blevet stadig hårdere og mere modbydelig.
Bemærkelsesværdigt nok er indslaget om det påståede Hamas-angreb i Island i al stilhed blevet fjernet fra Kvfs hjemmeside! Det andet indslag, hvor det islandske politi dementerer den oprindelige historie, kan dog stadig findes – og her står Kvf, af en eller anden besynderlig årsag, tilsyneladende stadig ved sin oprindelige falske nyhed.
Professor Heini í Skorini
Hvis sendimaður Petur Petersen fremstår som en tydelig Israel-agent, der arbejder i Israels ærinde, er tilfældet med professor Heini í Skorini lidt mere besynderligt.
Som professor og akademiker burde han udvise større saglighed og objektivitet. Dette er imidlertid noget, han efter min mening til tider går alvorligt på kompromis med, når han kritikløst gengiver Israels verdensforklaring og samtidig ignorerer visse fundamentale kendsgerninger.
Én ting er, at han på intet tidspunkt anerkender, at Israels besættelse af de palæstinensiske områder ifølge international ret og ICJ's rådgivende udtalelse fra 2024[xi] er ulovlig. Eller at en rapport fra FN's undersøgelseskommission i 2025 konkluderede, at Israel begår folkemord i Gaza[xii] – foruden en lang række menneskerettighedsorganisationer og højt respekterede akademikere og eksperter, heriblandt flere israelere, som ligeledes har betegnet Israels handlinger i Gaza som folkemord.
Men det stopper ikke dér. Han kommer også med en række insinuationer og påstande, som enten mangler dokumentation eller ganske enkelt er direkte forkerte.
"Netanyahu er øgiliga populerur í Ísrael"
Jeg vil ikke nødvendigvis kalde dette fake news, men i hvert fald stærkt diskutabelt. Som i tilfældet med sendimaður Petersen spørger intervieweren, hvordan Netanyahu kan opnå et så godt valgresultat, når han trods alt er efterlyst af ICC for krigsforbrydelser i Gaza.
"Tí hann er øgiliga populerur í Ísrael, og hóast tað tragiska yvirgangsálopi 7. oktobur fór fram í hansara vakt eina enorma hernaðarliga succés ímóti allar teimum fíggindum sum kringseta Ísrael, sum Hezbolah í Libanon sum Ísrael hevur tileinkisgjørt, Houthi-militser í Yemen, fyri ikki at tala um Iran og a-vábnini, sum fleiri ísraelar fata sum ein eksistentiella hóttan sum jødar í Ísrael, umframt kríggið í Gaza sum hevur havt so raduligar menniskjaligar avleiðingar."
Uden nogensinde at gå nærmere ind på, hvilke forbrydelser Netanyahu konkret anklages for – herunder forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser – forklarer Heini í Skorini ganske enkelt, at Netanyahu er "so populerur", til trods for det "tragiska álop 7/10 á hansara vakt".
Han taler også om "raduligar menniskjaligar avleiðingar" i Gaza, præcis som sendimaður Petersen gjorde, og som så mange nyhedsformidlere har gjort gennem de seneste tre år: uden overhovedet at konkretisere, hvad disse menneskelige konsekvenser består i, og ikke mindst, hvad eller hvem der er ansvarlig for dem.
Hvad Netanyahu angår, er der i øvrigt en interessant fun fact: Denne autokrat har siddet i Israels regering i næsten en tredjedel af den zionistiske stats eksistens – omkring 24 år – og har været premierminister i samlet cirka 19 år.
Det gør ham til den længst siddende premierminister i Israels historie og samtidig en af de længst siddende regeringsledere i et land, der internationalt betragtes som et demokrati.
Til sammenligning har Vladimir Putin siddet ved magtens tinder i Rusland i omkring 27 år, hvis man medregner hans perioder som både præsident og premierminister.
Jeg vil nok ikke ligefrem sige, at Netanyahu er så satans folkekær, som Heini ellers giver indtryk af. Man kan naturligvis altid diskutere, hvor populær Netanyahu egentlig er blandt sine landsmænd og støtter – det er vel et spørgsmål om, hvorvidt man ser glasset som halvt fuldt eller halvt tomt.
Ganske vist er han yderst vellidt i visse hardliner-sektorer, hvor han nærmest nyder kultstatus. Men han er under alle omstændigheder en særdeles polariserende figur. Ord som udspekuleret, manipulerende, hensynsløs, kynisk, bedragerisk, morderisk, koldblodig, sociopatisk og kriminel ville efter min mening være langt mere passende og vidt accepterede betegnelser. De forklarer i hvert fald hans politiske overlevelsesevne og utrolige vedholdenhed i magtens øverste lag langt bedre end begrebet popularitet.
Hvad israelerne måtte have imod Netanyahu, handler for de flestes vedkommende overhovedet ikke om, at han er eftersøgt af ICC for krigsforbrydelser. Det er noget, der nærmest ikke registreres på deres radar. For nogle er det tilsyneladende ligefrem et plus på CV'et.
Nej, det er først og fremmest korruptionssagerne, hans skamløse magtmisbrug på hjemmefronten og forsøget på at overtage retssystemet – og dermed give det israelske "demokrati" et potentielt dødsstød – som vækker utilfredshed blandt israelerne.
Til gengæld er det nok rimeligt at konstatere, at hverken hans ufattelige, nærmest forræderiske svigt i forbindelse med angrebet den 7. oktober 2023 eller hans efterfølgende håndtering af de gidsler, Hamas bortførte, synes at have skadet hans popularitet nævneværdigt. Han har ladet gidslerne i stikken og udsat dem for de frygteligste tænkelige farer og lidelser – ligesom palæstinenserne i Gaza, der dengang blev udsat for og fortsat udsættes for ufattelige lidelser.
At betegne Hamas' angreb den 7. oktober 2023 som "tragisk", sådan som Heini gør, er samtidig at ignorere den afsindige destruktion og det uhyrlige antal dødsfald, som Israels militær (IOF) målrettet og bevidst har forårsaget i Gaza siden den 7. oktober 2023.
Endnu værre er det, at man dermed fuldstændig tilsidesætter hele forhistorien og optakten til Hamas' angreb: den ulovlige og umenneskelige 17 år lange blokade, de utallige israelske angreb og krænkelser – som israelerne nedladende og kynisk omtaler som "mowing the lawn" – samt Israels og Netanyahus betydelige ansvar for de omstændigheder, der førte til Al-Aqsa-flodbølgen og dens gennemførelse.
Når Heini taler om en "kæmpe militær succes i Gaza, Libanon, Iran og Yemen", er det mildest talt en overdrivelse. Ifølge Jewish People Policy Institute (JPPI)[xiii] er der ikke ligefrem nogen overvældende begejstring blandt israelere over at have "vundet" krigene eller over udsigten til at opnå de erklærede militære mål.
Heini kan naturligvis sige, hvad han vil, men Hizbollah eksisterer stadig og er fortsat aktiv – hvilket vi blandt andet så efter angrebet på Iran – selvom organisationen utvivlsomt har lidt store nederlag, og mange af dens ledere er blevet dræbt.
Hamas eksisterer også stadig, på trods af mere end tre års folkemord og drabene på flere af organisationens ledere, om end organisationen er blevet svækket.
Det iranske styre står tilsyneladende også fortsat solidt og er i stand til at slå igen. Man kunne næsten få indtryk af, at Iran ligefrem har gennemført et regimeskifte i USA, hvis man skal tro visse udlægninger af resultatet af det amerikanske midtvejsvalg!
Det lader altså til, at uhæmmet vold, drab og omfattende ødelæggelser ikke nødvendigvis er ensbetydende med sejr eller militær succes.
Hvad Ansar Allah (også kendt som Houthierne) angår, er der tale om en organisation, som ønsker at frigøre Yemen fra saudisk dominans, og som ikke uden videre kan reduceres til en "milits". Organisationen er ikke blot forblevet ubesejret efter flere års asymmetrisk krigsførelse mod Saudi-Arabien og USA; de seneste år har den også formået – ganske overbevisende – at slå igen over for stormagterne Israel, USA og Saudi-Arabien.
"Three weeks away"
Endelig – og måske mest foruroligende – er det, når Heini videreformidler myten om Irans atomvåbenprogram.
For det første havde Iran – i hvert fald frem til angrebet i februar – ikke noget aktivt program til udvikling af atomvåben. Påstanden om, at Iran konstant skulle være få uger fra at fremstille en atombombe, er en fortælling, som vestlige krigsliderlige kræfter med Netanyahu i spidsen har gentaget og presset på med i årtier. Det er den samme gamle historie: "They're three weeks away from getting the A-bomb."
Det minder i høj grad om den berygtede påstand om Saddam Husseins "Weapons of Mass Destruction", som skulle retfærdiggøre invasionen af Irak. Også dengang blev verden præsenteret for en massiv trussel, som efterfølgende viste sig ikke at holde vand. Påstandene blev blandt andet fremført af Netanyahu og hans meningsfæller som argument for krig – en krig, der for 23 år siden blev indledt i strid med folkeretten, og som Danmark i øvrigt deltog særdeles entusiastisk i.
Eisenkot og oppositionsblokken
Heini beskriver oppositionsblokken som et "samansett klútateppi" af partier, der alle er imod Netanyahu. Det ville dog være værd at nævne, at dette kludetæppe ikke er mere sammensat, end at samtlige partier – hvis man ser bort fra Joint List, som Heini heller ikke medregner – grundlæggende står for zionisme (altså en stat organiseret omkring jødisk overherredømme), besættelse, fortsat fordrivelse af palæstinensere og folkemord i forskellige afskygninger og med varierende grader af eksplicithed. Dertil kommer fortsatte krigsforbrydelser, krigstilstande med nabolandene og tilsidesættelse af international ret – ironisk nok netop det internationale retssystem, som historisk var med til at danne grundlaget for oprettelsen af den israelske stat.
Eisenkot fremstår som en "sødere" og "renere" politiker end Netanyahu, som én der ikke spiller "urent spil". Alt andet lige virker han mindre korrupt, mindre kriminel, mindre egenmægtig og mindre hensynsløs end Netanyahu.
En af hans ulemper er imidlertid, at han er mizrahisk jøde, også kaldet orientalsk jøde – eller, for at bruge historikeren Avi Shlaims betegnelse, en "arabisk jøde". Han stammer fra Marokko og er dermed ikke en hvid jøde af europæisk afstamning, som traditionelt har domineret den israelske elite. Dette er ikke uden betydning i det stærkt etnisk stratificerede israelske samfund. Hvis det lykkes ham at blive premierminister, vil han være den første mizrahiske jøde i denne position.
Det hjælper ham næppe heller, at han tilsyneladende er næsten fuldstændig blottet for karisma og talegaver.
Han ville dog utvivlsomt udgøre et pænere og mere spiseligt ansigt udadtil for Israels politik over for palæstinenserne – herunder besættelsen og folkemordet. Og det ville vores egne politiske ledere herhjemme og i Vesteuropa uden tvivl være særdeles lettede over – hvis ikke ligefrem henrykte.
Politisk er han, ligesom Netanyahu og de fleste andre, modstander af en tostatsløsning – altså idéen om oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel. Han har derimod sagt, at han vil opretholde en militær tilstedeværelse – eller besættelse – i hele området »mellem åen og søen« (lyder den yderligtgående vending bekendt?).
Som den fornemste »udmærkelse« på hans CV står han som manden, der designede og implementerede den såkaldte Dahiya-doktrin i Libanon i 2006.
Hvad er Dahiya-doktrinen? Det er en militærstrategi, der indebærer omfattende drab på civile samt ødelæggelse af civil infrastruktur og boliger med det formål at lægge pres på fjendtlige styrker. Med andre ord: kollektiv afstraffelse – og en klokkeklar krigsforbrydelse.
Så, Eisenkot eller Netanyahu? Tomahto or tomayto?
Hvis vi prøver at sammenligne de to valg, nemlig i Israel og USA, kan man efter min mening i store træk kontrastere dem ved at betragte det forbløfende amerikanske valgresultat, som imod alle odds er blevet betegnet som en »blå bølge« og endda som en »blue-nami«, hvilket med rimelighed kan tolkes, ikke alene som forkastelse af Trump, men som et udtryk for et dybt ønske om grundlæggende forandringer: imod oligarkiet og den voksende ulighed, imod systemets bundløse korruption og imod Israels folkemord samt de endeløse krige (»forever wars«).
I Israel, som efter mit skøn – sådan som vi kender landet – uundgåeligt er på vej ned i afgrunden, er resultatet derimod, hvis man antager, at de arabiske stemmer ikke kommer med i det endelige regnskab, tegner der sig et billede af et samfund, der klamrer sig desperat til status quo – med eller uden Netanyahu – og fortsættelse af den politik, der har ført til den nuværende katastrofe med besættelsen, krigene og folkemordet.
Mark Jiménez
[i]https://www.youtube.com/watch?v=mpxR_T3b00E&t=14s
[ii]https://www.haaretz.com/israel-news/elections/2026-10-29/ty-article/.premium/likud-coalition-touts-foreign-interference-allegations-to-delegitimize-arab-vote/000001a1-8702-d116-abed-e7a2db9f0000
[iii]https://www.haaretz.com/israel-news/elections/2026-10-29/ty-article-magazine/.premium/every-other-post-targeted-arab-voters-netanyahus-stolen-election-campaign/000001a1-86e7-d0c9-a9ad-b6f7ab0e0000
[iv]https://www.timesofisrael.com/new-poll-shows-strong-anti-arab-sentiment-among-israeli-jews/
[v]https://www.timesofisrael.com/poll-overwhelming-majority-of-jewish-israelis-dont-trust-arab-compatriots/
[vi]https://www.haaretz.com/israel-news/israel-security/2026-09-08/ty-article-magazine/.highlight/netanyahu-got-an-explicit-warning-before-oct-7-he-didnt-brief-security-chiefs/000001a0-7a3b-d7d5-a9fc-7eff3d0f0000
[vii]https://english.aawsat.com/arab-world/5332715-did-hamas-threaten-israel-another-october-7-attack
[viii]https://www.timesofisrael.com/liveblog_entry/netanyahu-said-calling-trump-every-day-to-push-him-to-resume-iran-war/
[ix]https://www.timesofisrael.com/in-unprecedented-confrontation-idf-chief-said-resisting-military-action-tied-to-iran-ordered-by-pm/
[x]https://tritaparsi.substack.com/p/israel-breached-iranian-airspace
[xi]https://news.un.org/en/story/2024/07/1152296
[xii]https://www.ohchr.org/en/press-releases/2025/09/israel-has-committed-genocide-gaza-strip-un-commission-finds
[xiii]https://jppi.org.il/en/%D7%9E%D7%93%D7%93-%D7%94%D7%97%D7%91%D7%A8%D7%94-%D7%94%D7%99%D7%A9%D7%A8%D7%90%D7%9C%D7%99%D7%AA-%D7%9C%D7%90%D7%95%D7%92%D7%95%D7%A1%D7%98-2026/