Mark JminezJenis fekk herfyri ta „genialu“ hugskotið, eftir øllum at døma í ramasta álvara og í fullum almennum ljósi – uttan nakrar serligar ábendingar um blygdan ella sjálvsinnlit, og altso uttan at bróta út í hysteriskan og óstýriligan látur – at innstilla Adolf Hitler okkara samtíðar til friðarheiðursløn Nobels. Í hesum sambandi vil eg innstilla Jenis av Rana til Nobelheiðurslønina í flokkinum ...

Jenis fik forleden dag den 'geniale' idé, angiveligt helt seriøst og i fuld offentlighed – uden nævneværdige tegn på blufærdighed eller selvbevidsthed, og altså uden at bryde ud i hysterisk og ustyrlig latter – at indstille vores tids Adolf Hitler til Nobels fredspris. I den anledning vil jeg indstille Jenis av Rana til Nobelprisen i kategorien ...

Der er de sidste år øjensynligt gået trend i at indstille kammerater, idoler og/eller sugar-dads til Nobels fredspris. Flere af os så således sidste år på det med en vis morbid fascination, da en nærmest grådkvalt Netanyahu (vi ved ikke, om det var af hengiven emotion, om han havde noget, der sad fast nede i halsen, eller bare undertrykt latter) gjorde et stort nummer ud af at indstille Trump til selvsamme glorværdige anerkendelse. Det gjorde han lige over for ham samt sine kumpaner og foran alle kameraer (og der var ikke engang aldersbegrænsning eller advarsel for obskønt indhold eller dangerous levels of cringe, inden klippet blev vist!).

Det var tydeligt, at Trump ikke helt købte den og virkede lidt skeptisk – eller var han bare let pinligt berørt, som om Trump var i stand til den følelse? Vi ved jo alle – som Trump også er udmærket klar over – i hvilken grad Netanyahu er afhængig af Trumps og USA's uendelige forsyning af bomber, våben og kampkraft til at gennemføre folkemordet og den etniske udrensning i Gaza og på Vestbredden samt sine krigsforbrydelser både her og der i regionen.

Ikke desto mindre spillede en savlende Trump velvilligt med i den for alle parter temmelig pinagtige forestilling og tog skam imod Netanyahus skamros uden nogen indvendinger, da hans svaghed for anerkendelse fra 'stærke', underdanige mænd og begær efter røvslikkeri, som vi alle ved, er langt mægtigere end hans fornuft og kritiske sans.

Hvilken skuffelse måtte Trump dog have følt, da han tragisk så sig forbigået af Nobelpriskomiteen! Prisen, som han jo (i bedste konkurrenceånd) gik og forventede ikke andet end at han skulle "vinde", gik til ingen ringere end den venezuelanske landforræder, statskupmager og mangeårige håbefulde USA-håndlanger i det latinamerikanske land, María Corina Machado.

Nuvel, et typisk og gængs træk hos en del konservative (især) mænd - og det er her, der bliver plads til fortolkning, er, at de undertiden udviser det, som af nogle kan opfattes som en snedig og højraffineret form for humor (make comedy legal again, er der en eller anden anti-woke-warrior, der skal have sagt), hvor man ikke helt ved, om de joker eller ej. Det fungerer grundlæggende sådan: De affyrer en afsindig eller ligefrem splittertosset påstand eller et forslag. Er man så enig i selve udsagnet (og jo mere vanvittigt, desto 'sjovere'), så er man med i det gode 'seriøse' selskab. Er man derimod uenig, ja, så bliver man pr. definition the butt of the joke.

Dette er i virkeligheden en (mere eller mindre ubevidst) mekanisme i menneskets hjerne til at gardere sig og have en vis plausible deniability, når disse mennesker bliver taget i at ytre idiotiske eller ligefrem forkastelige påfund, som de egentlig tror på – eller endda tænder på – men de er alt for usikre på sig selv til fuldt ud at stå ved dem, før de får udbredt bekræftelse og støtte. Bliver deres idé ikke accepteret eller taget seriøst i offentligheden, så kan de sige: "Det var bare en joke, jo", og "Jeg mente det ikke rigtigt".

Et andet, måske endnu mere typisk og særegent træk hos en del konservative (især) magtliderlige mænd er deres påfaldende villighed til selv at ydmyge sig til ukendelighed ved at knæle, gnube sig ad, bøje sig ned (når de ellers ikke er optaget af at angribe eller nedgøre alskens sårbare og udsatte personer eller grupper) og med hengiven, masochistisk fryd at sutte den af på deres opfattede overmand (i overført betydning, naturligvis), indtil de bliver blå i hovedet.

Desværre for Trump var Machados sleskeri og fedteri over for ham, efter at hun imod alles forventninger (inklusive sine egne) havde "vundet" prisen, ikke tilstrækkeligt. Hun lagde sig jo fladt ned over for ham og ofrede den begærede pris til ham til gengæld for at blive indsat som præsident. Nej, blue-balls-Trump kan kvittere for, at der intet er som en god, fast hånd fra en underdanig 'stærk' mand.

"At heiðra hendan megnar mann og familju hansara er mær ein forrættur, sum eg geri í størsta eyðmjúkleika og takksemi," skriver han. Hvad i alverden tænker Jenis på??? Er han ude på at gøre Trump sygeligt jaloux?

Eller var Jenis' Nobelprisforslag en øvelse til en eventuel fremtidig karriere som komiker?

Alfred Nobel stillede som bekendt tre krav til fredsprisvinderne, og de skulle blot opfylde ét af kravene: "reduktion af militærstyrker", "gennemførelse af fredskongresser" – og så er der en tredje formulering, som Nobelkomiteen ofte har valgt at tolke forholdsvis bredt: "nationernes forbrødring".

Jenis nævner ikke nogen af de tre kriterier, så det er vel op til den enkelte at afgøre, hvilket af dem Netanyahu opfylder. Selv kan jeg ikke se, at han opfylder nogen af dem – tværtimod. Men hvad fanden ved jeg. Hvis Jenis siger, at det er Gud, der har bestemt det, jamen, så er det vel sådan, det er ...?

Var det et drengerøvsagtigt forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed i medierne eller vinde Netanyahus gunst? (Jeg hører ellers, at han ikke er lige så meget til 'stærke', underdanige mænd som Trump).

Eller var det en bizar kombination af dem alle? (I så fald bliver det op til den enkelte at afgøre, i hvilket forhold hver især spillede ind).

"Benjamin Netanyahu stríðir stríð okra allra móti terroristum, sum ikki virða mannalív, og hvørs endamál er at leggja allan heimin undir eina valdsideologi." Bukke og skrabe, jo, det kan han til enhver tid finde ud af.

Det er trods alt positivt at se, at Jenis har et (beskedent) mål af selvbevidsthed og med det samme anerkendte, at Netanyahu aldrig vil "vinde" prisen – ikke fordi han ikke fortjener den, nej nej, men "tí til tað eru fordómanir móti honum og tjóð hansara tíverri ov stórir." Ah, det er SÅ rørende, når svage, underdanige mænd viser den grad af empati og solidaritet med kyniske, magtsyge, psykopatiske massemordere – lige som Jesus ville have det, ikke sandt?

Der er dog ingen vished om, hvilken tjóð eller hvilket fólk han refererer til, når han siger "ein heiður, sum bindur meg til at virka fyri ta tjóð og tað fólk, sum hava valt meg". Er det Israel eller Føroyar?

Uanset hvad vil jeg i absurditetens ånd hermed højtideligt indstille Jenis av Rana til Nobelprisen i kvantefysik for opdagelsen af makroskopisk kvantemekanisk tunnellering og energikvantisering i et gakket kredsløb. Ger so væl!

“The Norwegian Nobel Committee appreciate your effort in taking the piss out of it.”

Selfi af en veninde da hun hørte om Jenis' indstilling af Netanyahu